En sommerqvel under syringen, av Henrik Wergeland

Det er kanskje for ambisiøst med et dikt hver søndag dette året, det blir jo ikke tid til å gjøre det skikkelig. Men jeg legger det ut, og får se det an. Her er et dikt av Wergeland.

En sommerqvel under syringen

Kom Kjærlighed, kom imorgen igjen,
kom med dit Taare-
blus, med dets Røg af hvirvlende Klage,
kom til din Ven!

Da Tusmørket faldt, en Geist mig iskjul
hvisked: “til Vinen
trænger du, liig til Regnskyen den Asp, som
staaer der saa guul.”

Den Viismand Fornuft sig kaldte: hans Had
følger dig, Elskov.
Fly, min Veninde! Ranken har mørkgrøn
Galde for Graad.

Et Bægerblus svang han: meer jeg ei saae
Elskov, din Stjerne.
Snart jeg i disse kjølige Skygger
syngende laae.

Her skal af Hendes Blik ei min Sjel
tumles, som Hingsten
under en Kvindes silkeblaae Tøiler,
væltende Sved.

Paa Druernes Morgenbølger min Sorg
glider som Svanen:
dybt se den dukker, stiger som Dagens
straalende Ørn!

Skjøndt Aftenens Stjerne jeg skimter der, liig
Vennens Farvel, der
sittrer i Øiet . . Tys, en Ligusters
Suk fløi forbi.

Min Fryd under Ranken rasler, min Kind
er ei Cypressens
duggede Blad, min Tanke er heed som
Ørkenens Vind.

Den henover Sorgen farer, liig Siv
svider den Sorgen,
hvirvler dens Støv i Glemselens døde
staaende Søe.

Flyd, Viin, som bølgende Viinhøje
i en rød Horizont!
Flyd, Sang, som en Flod under Høiene!

Farvel da min Dag: jeg elsker en Nat:
Nat, som min Fryd med
funklende Øine seer: blot jeg seer i
Stjernen ei Graad.

Syringen med Viinkalk-blomsterne staaer
her som en Svend, mens
jeg nu en Purpurkaabe af Viin om
Kummeren slaaer.

En Abild med Honningblomster-fad er
mig som en Terne.
Længe i Vinen Aftenens Stjerner
kige—Eja!

Lad Morg’nen sit Kobberskjold høit i Øst
række, og Dag, som
rødvinget Fugl, slaae syngende høit mod
Himmelens Hvælv!

Lad komme en Dag, som Eivind, der høit
sagde: “nu, Konge,
Tid ei at drikke!”—Seilet paa Hav og
Skjolde han saae —

Da Sukke vil komme, Skibene liig
sorte i Taagen.
Adelsteen liig, jeg seirer med Pilen
dybt i mit Bryst. —

Jeg derfor Natten maa elske, som
kaster til med sit Muld
hver Rynkegrav, hulet for Taarerne,
som falde ned der, som hvide
Dødningehoveder.

Se, mens jeg sværmer om Natten, maa
Sorgen, iiskold som Kalk,
vaage i min tomme Seng.
—Lædsk den blot med lidt Graad, saa har du
Elskov for Sorg; thi større Forskjel
er der ei mellem de Tvende vel!

1837

Kommentarer kommer…

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s