Den første omfavnelse, av Henrik Wergeland

I dag er det en forbausende varm og solrik maidag, og passende å legge ut et kanskje forbausende elskovsvarmt dikt av Henrik Wergeland. Det heter Den første omfavnelse, og er fra samlingen Poesier, utgitt i 1838. Jeg ser det også er andre som har skrevet kommentarer til diktet og lagt det ut på nettet, blant annet finnes det på nettstedet Wergeland 2008 en kort analyse av Jørgen Sejersted og Erik Vassenden. Diktet er gitt som eksamensoppgave i den videregående skolen, så elevanalyser finnes det også mange av. Her på denne bloggen venter som vanlig en annen type kommentar, forhåpentligvis mindre forsknings- og skoleaktig. Dette er ment å være et levende dikt om en virkelig opplevelse, et forsøk på å skildre hvordan den første omfavnelse føles i det den oppleves.

Det er dristig å forsøke å fange dette i ord.

Her er diktet, ytterligere kommentarer og ordforklaringer kommer siden.

 

DEN FØRSTE OMFAVNELSE

 

Kommer nu Sorger! knuger mit Bryst,

at det ei sprænges af jublende Lyst!

Himmel! med Uheld, Helved! med Qvaler

tæmmer dets Bølger! Thi der har hun hvilt!

Fiendenag

aabne dets Aarer! din Piilodd kun svaler.

Thi ved dets Slag

har hun jo zittret og smilt.

 

 

Sorgen har tabt sin Tyngde og Magt,

hvor hendes yndige Aasyn har lagt.

Sank hun den ned i sit svømmende Øje?

Drak hun dens Gift med sin Mund? Thi jeg saae

Vemodets Smiil

bævende Skygger om Læben at bøje;

dunklere blaa

sværmede Øjnenes Ild.

 

Du har forsont, uskyldige Brud,

Sjelen med Verden, Blodet med Gud:

Dengang din hellige Pande du sænkte,

straalreen som Naadens skinnende Lin,

over mit Bryst,

borttog du Synden, den taarebestænkte.

Nu er mit Sind

reent som et Tempel og lyst.

 

 

Rødmende Uskyld speilte Du ind,

Brud, i mit Bryst med jomfruelig Kind.

Hviftet af himmelske Due fornemmed

jeg i den Lok, som omsvævede mig.

Hil mig, min Geist,

forhen dæmonisk, for Himmelen fremmed,

er nu ved Dig,

Elskede, hellig gjenreist!

 

 

Der, hvor din Læbe rørte mit Bryst,

indenfor blev det glorielyst.

Kjærlighedshymner derinde fremsprunge

under dit sandsløse, drømmende Kys.

Sødmen deri

drak Fantasien med glødende Tunge.

Styrke og Lys

skjænkte det Ømheds Geni.

 

 

Dengang du laa ved mit Hjerte, min Brud,

var det som Blomster sprang derifra ud:

Blomster, som levte, drømte og tænkte.

Mandel og Abild ei vajer saa fuld.

Solen sit Blod

ikke saa rigt over Roserne sprængte.

Sjelen sit Muld

drømmende saligt forlod.

 

 

Fjern dig, min Sjel, du mørkblaa Seraf!

Eller en Stund i mit Blod dig begrav!

Herskende lad det rulle saa længe!

Nerven lad aabne sin zittrende Mund!

Samling berøvt

høre du opfyldt med tonende Strenge

Brystet, hvor Hun

hvilede elskovsbedøvt.

1838

 

Språk og ordforklaringer

 

Kommentar til diktet

 

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s