Salme II, av Bjørnstjerne Bjørnson

Dette diktet er Salme II.

Ære det evige forår i livet,
som alting har skabt!
Opstandelsens morgen det mindste er givet,
kun former går tabt.
Slægt føder slægt,
stigende ævne den når;
art føder art
i millioner af år.
Verd’ner forgår og opstår.

Intet så småt, at ej finnes et mindre,
ingen kan se.
Intet så stort, at ej finnes et større
bortenfor det.
Krybet i jord,
bærge jo bygge det kan.
Støvet, som fo’r,
eller det skyllende sand
riger har grundlagt en gang.

Uendeligt alt, hvor det mindste og største
løber i ét.
Ingen skal skue det siste, – det første
ingen har sét.
Ordenens lov
bærer det alt i sin favn,
frugt og behov
føder hværandre; vort savn
møder det samledes gavn.

Evigheds afkom og frø er vi alle.
Tankerne har
rødder i slægternes morgen; de falle,
spørsmål med svar,
fulle af sæd
over den evige grun;
derfor dig glæd,
at du en svindende stund
øgede evigheds arv.

Bland dig i livs-fryden, du, som fik være
blomst i dens vår,
nyde et døgn til det eviges ære
i menneske-kår;
yde din skærv
in til det eviges hværv,
liden og svag
ånde et eneste drag
in af den evige dag.

Kommentar til diktet

På vei…

Advertisements

One thought on “Salme II, av Bjørnstjerne Bjørnson

  1. Bjørnsons Salme II er nok det vakreste uttrykk for en human-etisk livsholdning jeg vet om. Selv om jeg har magefølelse på at det finnes noe mer —–

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s