Salme II, av Bjørnstjerne Bjørnson

Dette diktet er Salme II.

Ære det evige forår i livet,
som alting har skabt!
Opstandelsens morgen det mindste er givet,
kun former går tabt.
Slægt føder slægt,
stigende ævne den når;
art føder art
i millioner af år.
Verd’ner forgår og opstår.

Intet så småt, at ej finnes et mindre,
ingen kan se.
Intet så stort, at ej finnes et større
bortenfor det.
Krybet i jord,
bærge jo bygge det kan.
Støvet, som fo’r,
eller det skyllende sand
riger har grundlagt en gang.

Uendeligt alt, hvor det mindste og største
løber i ét.
Ingen skal skue det siste, – det første
ingen har sét.
Ordenens lov
bærer det alt i sin favn,
frugt og behov
føder hværandre; vort savn
møder det samledes gavn.

Evigheds afkom og frø er vi alle.
Tankerne har
rødder i slægternes morgen; de falle,
spørsmål med svar,
fulle af sæd
over den evige grun;
derfor dig glæd,
at du en svindende stund
øgede evigheds arv.

Bland dig i livs-fryden, du, som fik være
blomst i dens vår,
nyde et døgn til det eviges ære
i menneske-kår;
yde din skærv
in til det eviges hværv,
liden og svag
ånde et eneste drag
in af den evige dag.

Kommentar til diktet

På vei…

Reklamer

2 tanker om “Salme II, av Bjørnstjerne Bjørnson

  1. Bjørnsons Salme II er nok det vakreste uttrykk for en human-etisk livsholdning jeg vet om. Selv om jeg har magefølelse på at det finnes noe mer —–

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

w

Kobler til %s