Asgaardsreien, av Johan S. Welhaven

Dette diktet er også under arbeid…

Asgaardsreien

Lydt gjennem Luften i Natten farer
et Tog paa skummende sorte Heste.
I Stormgang drage de vilde Skarer.
de have kun Skyer til Fodefæste.
Det gaaer over Dal, over Vang og Hei,
gjennem Mulm og Veir; de endse det ei.
Vandreren kaster sig ræd paa Veien.
Hør hvilket Gny – det er Asgaardsreien!

Thor, den stærke, med løftet Hammer,
staaer høit i sin Karm, er forrest i Laget;
han slaaer paa Skjoldet, og røde Flammer
belyse det natlige Tog ved Slaget.
Da klinge Lurer, da er der en Støi
af Bjælder og ringlende Ridetøi,
da hyler Sværmen og Folket lytter
med stigende Angst i de dirrende Hytter.

Asgaardsreien i Fylking rider
ved Høst og Vinter i barske Nætter,
men helst den færdes ved Juletider;
da holder den Fest hos Trolde og Jetter,
da stryger den lavt over Eng og Sti
og farer den larmende Bygd forbi –
da vogt dig Bonde, hold Skik og Orden;
thi Asgaardsreien er snart ved Gaarden!

Naar Øllet virker i Bjælkestuen
og vækker de hedenske Juleskikke,
og Ilden kaster sit Skin fra Gruen
paa svingede Knive og vilde Blikke,
da gaaer der et Gys gjennem Tumlen tidt;
da høres de natlige Skarers Ridt,
da knager Væggen, da dandser Kruset;
thi Asgaardsreien slaaer Kreds om Huset.

Der holdtes et Bryllup paa Øvre-Flage
tre hellige Juledage til Ende.
Blandt Terner fandtes ei Brudens Mage,
og Brudgommens ei mellem Ungersvende.
Der stod en Glands i den bonede Hal
af dækkede Borde og dyrt Metal,
der fandtes en Skat, som er kommet for Orde,
af Kobber paa Væg og af Sølv paa Borde.

Og lystigt durede Trommer og Giger,
og Brudgommen traadte sin Dands
mandhaftigt; han førte sin Brud mellem Svende og Piger –
da gik vel Hallingen let og kraftigt!
Til Dandserens vældige Kast og Hop
fløi Ternen om som en surrende Top;
da strømmede Larmen og Spillet sammen,
da drønede Hallen af Liv og Gammen.

Den tredie Kveld, da Øllet var drukket
gjennem al den Helg af Gamle og Unge,
da var vel Tørsten i Laget slukket,
men Karlene vare drukne og tunge.
Vor Brud havde atter sin Krone paa;
thi nu skulde Skaalen om Bordet gaae.
Og nu tog Kjøgemesteren Ordet
og krævede Stilhed med Slag i Bordet.

Da styrtede ind i det bænkede Gilde
de vidt berygtede Seims-Bersærker;
Øinene rullede mørke og vilde,
paa Panderne havde de Slagsmaalsmærker.
De gjorde et Sprang over Hallens Gulv –
ja, det var Brødrene Grim og Ulv!
Grim, der nys var forskudt af Bruden,
kom nu selvanden, og var ei buden.

De døsige Gjæster foer op med Bæven
og havde kun liden Hu til at stride.
Hver ravende Mand, der knyttede Næven,
blev grebet i Bringen og kastet til Side.
Brudgommen satte sit Bæger ned,
steeg op paa Bænken og bad om Fred.
Men Brødrene reve alt Kniv af Bælte;
det var just Brudgommens Liv, det gjældte.

Da stimlede Kvinderne sammen i Klynge
og danned’ en Vagt om den haardt Betrængte;
bag Borde og Bænke, der laae i en Dynge,
de stode ved Høisædet indestængte.
Den ældste Kvinde i deres Flok
blottede nu sin graanede Lok,
og gav saa Brudgommen Sønnenavnet,
og tog ham paa Skjødet og holdt ham favnet.

Men Brødrene endsed’ ei Kvindemildhed,
de stormede frem over Borde og Bænke
og splittede Kvindernes Flok med Vildhed –
da var der ei længer paa Fred at tænke.
De greb’ deres Offer og slæbte ham hen
til Hallens Dør og ud gjennem den.
Da blev der en rasende Kamp i Gaarden,
og Gjæsterne fulgte i vild Uorden.

De styrtede ud med Blus og med Brande;
thi over Egnen rugede Mørket.
Da saae de Brudgommen opreist stande;
nu var han af Vinterens Luftning styrket.
Han brugte sin Kniv til Snit og til Stød –
saa gav han igjen hvad de Andre bød.
De Trende danned’ et rædsomt Knippe,
og Ingen af dem vilde Taget slippe.

Da tumlede Grim med Eet overende,
og Blodet strømmed ham bredt af Brystet.
Des haardere brødes de andre Tvende
og holdt hinanden i Rygtag krystet.
Tilsidst blev Brudgommen sat mod Jord,
og Kniven alt mod hans Strube foer.
men Ulv holdt inde og stod bedøvet,
og skjælved og bæved som Aspeløvet.

Thi gjennem Luften i Mulmet sused
et huiende Tog paa fnysende Heste;
det foer over Skoven mod Brudehuset,
og vilde det blodige Gilde gjæste.
Da klang der Lurer, da blev der en Støi
af Bjælder og ringlende Ridetøi.
Nu var det nær – det kom over Heien –
der hørtes et Skrig: Det er Asgaardsreien!

Da blev der et Veir mellem Jord og Himmel,
der kastede Rædsel i alle Barme;
det hvirvled afsted i voxende Stimmel,
det slog med Vinger, det greb med Arme.
Da var det Ulv blev draget i Haar,
og slynget i Luften og ført af Gaard,
ja ført over Skov, over Fjeldetinde –
han spurgtes ei meer, han var ei at finde.

Da Larmen stilned om Rædselsstedet,
laae Grim af Dødskampen sammenkrummet,
men Brudgommen blev over Sneen ledet,
og sattes paa Hynden i Gjæsterummet.
Hans Hoved vakled, hans Blodstrøm flød,
han svæved en Tid mellem Liv og Død;
men han blev pleiet og vel forbundet,
om Vaaren havde han Alt forvundet.

Nu sidder han bøiet og høit bedaget,
og kan sin Æt omkring Arnen samle,
nu sidder han ofte med Sagn i Laget
og korter Tiden for Unge og Gamle.
Saa var det seneste Julekveld,
da Ungdommen raabte: «Fortæl, fortæl!»
Da flammed hans Blik, da saae han tilbage,
da maned han frem sine Bryllupsdage.

Kommentar til diktet

Kommer…

Reklamer

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s