Tre dikt fra hospitalet, av Henrik Wergeland

I 1844 blir Henrik Wergeland syk. Fra 2. mai det året er han sengeliggende, men opprettholder en ganske utrolig produksjon. Det er virkelig den store dikter som vil få realisert mest mulig før hans lys brenner ut. Friske folk har lov til å la seg inspirere. Det er en lungesykdom som blir verre og verre han har, ny medisinsk forskning antyder lungekreft med spredning, om enn det er vanskelig å diagnotisere en pasient man ikke har tilgang til. Wergeland ble i alle fall året etter – i 1845 – lagt inn på det nybygde Rikshospitalet i Grubbegaten, for øvrig på samme tomt som høyblokken til regjeringsbygget. Han var uhelbredelig syk, og ble på rikshospitalet bare noen dager. Heller ikke der stoppet hans skaperkraft, og han skrev tre ganske spesielle dikt jeg her vil poste alle sammen på en gang. Så mye må Wergeland fortjene.

De to første diktene heter Paa Hospitalet, om Natten og Anden nat paa Hospitalet, det er to pussige dikt der døden nesten blir gjort om til en spøk. Det tredje diktet er Mulig Forvexling, der spøken blir gjort fullkommen, men som også skaper en spenning i den lille samlingen og gjør at den ikke er så likefrem å tolke. Wergeland beholdt det dikteriske overskuddet like til det siste.

Paa Hospitalet, om Natten

Igjennem det store Fønster
Fuldmaanen stirrer ind.
«Ak, ligger du der, min Elsker,
vel blegere end mit Skin?»

«Jeg gik forbi din Hytte;
paa Arnen var ei Glød,
paa Væggen stod Uhret stille,
i Vinduet Rosen død.

Nu gaar jeg til Stjernehaven.
Der falder Dugg saa sval.
Jeg den din Feber bringer
i mine Horns Pokal.

Nu gaar jeg til fjerne Høje,
hvor Evighedsblommer gro.
Fyldt er med Livsenshonning
Nektariets Gyldensko.

Jeg gaar til Drømmenes Rige;
jeg fanger et Par saa smukt.
De skulle med Vifter jage
din Pandes Sved paa Flugt.

Om fireogtyve Timer,
imellem Eet og To,
du kan igjen mig vente
med Helsebod og Ro.»

Mens Maanen har sin Sanger
frelst med sin Panacee,
om Hospitalet siges,
der Underværker skee.

Saa gaar det til i Verden,
saa skiftes Æren ud.
Den kalder sig Bjørnens Skytte,
som kjøber kun dens Hud.

1845

Anden Nat paa Hospitalet

Ad hvad jeg vil fortælle
vil lærde Doktor lee.
De Folk i Maanen Maanen
og intet Andet see.

En himmelsk Nonnes Aasyn
den Syge seer uden Spøg,
en himmelsk barmhjertig Søster,
som gjør ham et Besøg.

Precis som det var lovet
gik Maanen igjen forbi.
Den bar saa deilig en Guldkurv
med hvide Roser i.

Hun kasted dem indad Vindvet;
de spredtes paa Gulv og Seng.
Af Dugg end Kvistene glittred,
hver liig en Sølverstreng.

Saa reent de Roser lyste,
ak, at min Haand saa hvid
blev sort, som om den havde
i Graven alt lagt en Tid.

Min himmelske Nonne hvisked:
«i Rosernes Blegheds Skjær
Du Skjønhedens egen Farve
og Himmelens Aanders seer.

Den skal Du dig udkaare,
ja med en Ridders Mod;
for mine hvide Roser
udslukke de rødes Blod.

Udslukke dem paa Kinden
og paa din Læbe med.
Naar Du er bleg som min Rose,
da har din Smerte Fred.»

1845

Kommentar til diktene

Det er to fantasifulle dikt der døden blir gjort til en lek. Denne leken blir fullkommen med det siste diktet i den lille trilogien.

Mulig forvexling (Mor Sæther)

 

Beholder Maanen, Poeter!
Dens Væsen er mig for flaut.
Min Maane er gamle Moer Sæther
i hendes snehvide Skaut.
Paa selve Rigshospitalet
jeg saae hende hver en Nat.
Hun kom igjennem Portalet
i Skikkelse af en Kat.
Den Portner sig klø’de bag Øre:
«Det var da en underlig Puus.»
Man Væsen af Katte bør gjøre
i Bygninger fulde af Muus.
Men under mit Vindu kommen,
flux skiftede Katten Ham.
Der stod i Skaut og i Kaabe
en pyntelig gammel Madam.
Ad Vinduets Glar hun længe
som Maanen stirred ind,
saa Begge jeg forvexlet
har vist i Febersind.
Hun nærmer sig, Hun nærmer sig
som Maaneskinnet stilt.
Hvem sidder der? Nu kan jeg kun
fortælle Resten vildt.
Saa skinner ei Aftenstjernen,
ei Mars’es Karneol,
som Lægedraaberne funkled
i Tryllerskens Phiol.
Der sad Hun som af Fosfor,
i Natdragt hvid som Sne;
dog lyste mod den Phiolen
som Ild mod Lysetræ.
Der sad Hun som Lapmarks-Uglen,
den hvide med guldguult Blik;
dog lyste mod det Phiolen,
ja med et Iisblinks Stik.
Jeg tømmer et Primulabæger,
en Aurikel med Nektarsaft
til Ære for gamle Moer Sæther
og hendes Phioles Kraft.
Jeg trende Draaber smagte,
og deraf Følgen blev
de tre Minutters Helse,
hvori jeg dette skrev.

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s